Verb
at bære
Meaning
to carry
| Infinitive | Nutid | Datid | Førnutid |
| at bære | bærer | bar | har båret |
Example on how to use the verb – Danish version
Hver morgen bærer vandreren en slidt rygsæk op ad Mountain Trail, dens stropper skærer ind i hendes skuldre. Denne morgen føles byrden dog tungere. Hun holder en pause, retter på rygsækken og husker, hvordan hun bar sin bedstefars feltflaske på den samme sti for et årti siden, dens metal klirrede ved hvert skridt. Dengang havde hun båret den stolt, uvidende om, at hun en dag ville arve dens hemmeligheder – et falmet kort gemt indeni, der guidede hende til dette sted.
Mens hun klatrer, river et vindstød kortet ud af hendes hånd. Panisk skynder hun sig hurtigere fremad, men papiret flagrer ned på jorden. Knælende havde hun båret det tilbage til startstedet i går, kun for at glemme det her. Nu håner vinden hende og spreder siderne som efterårsblade. Hun sukker og samler det sidste ark op, dets linjer sløres af regn.
Pludselig bærer hun mere end bare rygsækken – hun bærer vægten af tiden, af løfter, hun engang har båret til sin bedstefars grav. Alligevel, mens hun fortsætter opad, kommer et glimt af beslutsomhed. Kortets sidste ledetråd ligger forude, og hun ved det: nogle byrder bliver, når de først er valgt, deres egen slags kompas.
English version
Every morning, the hiker carries a weathered backpack up Mountain Trail, its straps cutting into her shoulders. This morning, though, the load feels heavier. She pauses, adjusting the pack, and remembers how she carried her grandfather’s canteen on this same path a decade ago, its metal clinking with every step. Back then, she had carried it proudly, unaware she’d one day inherit its secrets—a faded map tucked inside, guiding her to this spot.
As she climbs, a gust of wind snatches the map from her hand. Panicked, she hurries forward faster, but the paper flutters to the ground. Kneeling, she had carried it back to the trailhead yesterday, only to forget it here. Now, the wind mocks her, scattering the pages like autumn leaves. She sighs, retrieving the last sheet, its lines blurring with rain.
Suddenly, she carries more than just the pack—she carries the weight of time, of promises she once had carried to her grandfather’s grave. Yet, as she continues upward, a flicker of determination rises. The map’s final clue lies ahead, and she knows: some burdens, once chosen, become their own kind of compass.
Looking to improve your Danish skills – or passing PD2/PD3? Learn more about Danish lessons here!