Verb
at falde
Meaning
to fall
| Infinitive | Nutid | Datid | Førnutid |
| at falde | falder | faldte | er faldet |
Example on how to use the verb – Danish version
Hvert efterår falder bladene fra træerne i en gylden kaskade. I år er ingen undtagelse. I går, under en rask eftermiddagstur, forelskede Emma sig i skovstiens stille skønhed.
Hun holder nu en pause under et gammelt ahorn og husker, hvordan et pludseligt vindstød i sidste uge havde fået utallige blade til at falde omkring hende som naturens konfetti. Først var hun blevet forskrækket – raslen var så høj – men så så hun de fine mønstre på jorden, en mosaik af røde og orange farver, og hendes ånde var blevet fanget i ærefrygt.
Hvert blad, indser hun, er faldet fra store højder, men deres nedstigning var fredelig, næsten målrettet. Det minder hende om hendes bedstemor, som altid havde sagt, at fald ikke var fiasko – det var en del af at komme videre. Dengang havde Emma ikke forstået det, men nu, stående i den stille skov, føler hun sandheden i disse ord.
Ligesom bladene forelsker mennesker sig også – forelskede, i stilhed, ude af balance – men først efter sådanne fald kan de rejse sig igen, forandrede. Hun smiler, samler et blad op og fortsætter ned ad stien, vel vidende at selvom tingene var faldet fra hinanden i hendes liv sidste år, er de også begyndt at vokse på ny. Cyklussen fortsætter: tingene falder, er faldet, og i morgen vil de falde igen – men altid med ynde.
English version
Every autumn, leaves fall from the trees in a golden cascade. This year is no exception. Yesterday, during a brisk afternoon walk, Emma fell in love with the quiet beauty of the forest trail.
She pauses now beneath an old maple, remembering how, just last week, a sudden gust had had fallen countless leaves around her like nature’s confetti. At first, she had been startled—the rustling was so loud—but then she saw the delicate patterns on the ground, a mosaic of reds and oranges, and her breath had caught in awe.
Each leaf, she realizes, had fallen from great heights, yet their descent was peaceful, almost purposeful. It reminds her of her grandmother, who had always said that falling wasn’t failure—it was part of moving forward. Back then, Emma hadn’t understood, but now, standing in the hushed woods, she feels the truth in those words.
Just like the leaves, people fall too—in love, into silence, out of balance—but only after such falls can they rise again, changed. She smiles, picks up a leaf, and continues down the path, knowing that though things had fallen apart in her life last year, they have also begun to grow anew. The cycle continues: things fall, have fallen, and tomorrow, they will fall again—but always with grace.
Looking to improve your Danish skills – or passing PD2/PD3? Learn more about Danish lessons here!